MyDefence in Vækstfonden (Danish Growth Fund)

MyDefence har udviklet et beskyttelsessystem, der kan advare bl.a. politi, forsvar og livvagter mod misbrug af droner og på den måde redde liv. Systemet blev hurtigt så efterspurgt, at virksomheden fik behov for at skalere og kommercialisere forretningen. Med et Vækstlån fra Vækstfonden voksede MyDefence fra tre stiftere og et par ingeniører til en teknologivirksomhed med 22 ansatte og kunder i hele verden.

Droners popularitet er steget kraftigt i de senere år. Teknologien er nu så god og anskaffelsessummen så lille, at de fleste kan være med – desværre også kriminelle.

”Over hele verden flyves droner dagligt ind over fængsler og afleverer mobiltelefoner, penge, stoffer og våben til de indsatte. Det gør dem i stand til at fortsætte deres kriminelle aktiviteter, og det er farligt for fængselspersonalet. Droner misbruges i højere grad også af IS, der i Irak, Afghanistan og Syrien spænder håndgranater og bomber på dronerne og flyver dem ind over de allieredes styrker,” siger Christian Steinø, medstifter og CEO i teknologivirksomheden MyDefence Communication.

Den tidligere F-16-pilot Christian Steinø grundlagde virksomheden tilbage i 2013 sammen med sine to partnere. Modsat eksisterende løsninger på markedet er Mydefence’s dronebeskyttelse mobil og prisbillig og kan nemt installeres i fængsler, på køretøjer eller i lufthavne. Det håndholdte jammingudstyr er simpelt at betjene og kan hurtigt opdage dronen, manipulere med dens kontrolsignal og på den måde tvinge den til at flyve væk.

KUNDER I HELE VERDEN

Den første produktudvikling blev delvis finansieret gennem et forskningstilskud fra Forsvarets Materieltjeneste. Men virksomheden fik hurtigt brug for yderligere kapital for at følge med efterspørgslen.

”Da vi første gang tog kontakt til Vækstfonden, var vi reelt set bare en udviklingsenhed. Derfor var det svært for banken at gå ind alene. Truslen ved misbrug af droner bliver kun større, og med lånet fik vi salgspersonale, bogholderi og alle de andre funktioner, der gør, at vi i dag kan følge med den høje efterspørgsel,” siger Christian Steinø.

MyDefence sælger i dag sine systemer til fængsler, forsvarsenheder, politi og private sikkerhedsorganisationer over hele Europa, i Canada og i USA, hvor virksomheden i 2017 stiftede et datterselskab for at booste aktiviteterne på det amerikanske marked.

 

Link to article (in Danish):

http://www.rapport2017.vf.dk/#7093